,

Sådan bliver du iværksætter

Det var musestille, mens Anastasia delte sin rørende iværksætterhistorie fra at arbejde som tjener på familieejet restaurant i Tyskland til at trodse venner og families velmenende råd og følge hjertet.

Drinks pakket ind i en oplevelse

Første gang jeg mødte Anastaia var til et Ladies First event i Villa Kultur. Anastasia introducerede det kreative kontorfællesskab og leverede bagefter drinks og snacks pakket ind i en oplevelse. Hun var dragende, positiv og jordnær, og jeg fornemmede med det samme, hun var af en særlig støbning.

Du kan altid gå tilbage

Anden gang jeg mødte Anastasia, delte hun ud af sin rejse som iværksætter til et foredrag, og jeg var solgt. Det, der gjorde størst indtryk på mig, var hendes tilgang til iværksætteri med sætningen: “Du kan altid gå tilbage.” Hun havde været tjener i mange år i familieejede restauranter, og da hun senere blev iværksætter, brugte hun sine mange års erfaring som tjener til at løbe de nye projekter i gang økonomisk. Det var øjenåbnende for mig, at hun var stolt af sit tjenerfag og sine kompetancer. At hun havde et bijob, så hun kunne klare sig selv. Det var ikke en skam, det var en stolthed. Jeg er selv tekstforfatter og laver undertekster som rugbrødsarbejde, og det kan føles forkert ikke at arbejde 100 % på min passion, men efter Anastasias foredrag, ser jeg underteksterne som en kilde til at lave det, jeg holder aller mest af.

Sådan bliver du iværksætter

Jeg inviterede Anastasia til at holde oplæg i Business & Barsel, fordi jeg ikke var i tvivl om, hvordan hun kunne inspirere. Og det gjorde hun. Mødre og babyer lyttede med opspærrede øjne, mens Anastasia delte sin livshistorie.

Anastasia fortalte, hvordan hun fra hun var helt ung arbejdede som tjener på en familieejet græsk restaurant i Tyskland. Hun blev bedt om at komme ud fra baren og servere de drinks, hun skænkede, og her oplevede hun, hvordan det føltes på kroppen at være i servicerende kommunikation med mennesker. En del år senere efter tvivl, fester og flere forsøg på at læse Business valgte Anastasia Knowmadskolen i Holland. Hun havde besluttet at være iværksætter, hun vidste bare ikke med hvad, og der var ikke meget støtte at hente fra omgangskredsen.

sådan bliver du iværksætter

 

Partnerskab, nyt land og ny virksomhed

På Knowmadskolen mødte Anastasia Jonas, og de gik sammen om at stifte en madoplevelsesvirksomhed, Bite Me Crew. De flyttede til Danmark, og kort efter besluttede Anastasia at overtage det nærmest nedlagte Villa Kultur. Nær Bopa Plads skjuler en 150 år gammel villa sig bag høje træer. Villaen har høje vægpaneler, et betagende atrium og tilstødende små rum til kontorer. Indenfor summer det af æstetik og kreative vibes. Formålet med Villa Kultur er at danne rammer for et fællesskab, der kan udvikle kultur på helt nye måder. Her skal kunstskabere møde etablerede kulturinstitutioner. Det skal også være rammerne for kulturelle arrangementer, udstillinger og forestillinger.

I dag er Anastasia bag Bite Me, Villa Kultur og sin egen coachbusiness. Hun hjælper folk med at følge deres drømme. Og det virker helt naturligt, efter jeg har mødt Anastasia. Hun er inspirerende, dragende og lyttende. Hun er en sand rollemodel.

Læs om flere rollemodeller og kommende events her.