Jeg har noget på hjerte. Det er træls og ustabilt og mega rodet. Men jeg deler det alligevel. Fordi jeg har brug for at råbe det højt.

DET ER FREAKING HÅRDT AT VÆRE IVÆRKSÆTTER.

Jeg er så træt af at have ondt i maven. Ondt i maven over, om produktet er godt nok. Om nogen vil købe det. Hvorfor de ikke køber det? Om jeg tjener penge, så jeg kan overleve næste måned. Om det er det værd. Om mine værdier er vigtigere end et fast arbejde.
Glorificeringen og rockstjernestatussen er dæmpet af. Der er gæld og hårdt arbejde tilbage. Overarbejde. For friheden, der i første øjekast var så tiltrækkende, kan jeg spejde langt efter. Og overskuddet til at være en god mor går alt sammen til at drive virksomhed. Så er der ikke meget menneske tilbage.

Jeg ser mig selv oppefra vrisse af mine børn. Jeg føler ikke, jeg kigger på mig selv. Jeg er jo en overskudsmor, fordi jeg har valgt at være selvstændig, så jeg har masser af frihed. Men hverdagen har overtaget. Vasketøjet hober sig op, og opvasken bliver stablet i Guiness-værdige højder. Madlavningen bliver på overlevelse frem for planlægning, og jeg glæder mig en lille smule til, børnene sover hver eneste dag. Det er jo vanvittigt.

JesperBuchsucces kræver investering

Det er ikke med min gode vilje, jeg er endt her. Det er blod sved og tårer, der har drevet mig det sidste stykke tid, og samtidig med, at jeg er indforstået med, JesperBuchsucces kræver investering, så kan jeg mærke, min grænse er overskredet. (Hvem vil i øvrigt gerne være Jesper Buch?)

Martin Thorborg udtalte i et interview, at man ikke kan være (vækst)iværksætter, hvis man har små børn. Jeg blev feministisk forarget… Men måske har han ret. Måske er det ikke muligt at give sig 100 % begge steder. Jeg er ikke nået til at acceptere det standpunkt, for iværksætteri for mig er den eneste vej frem, og hvis jeg ikke er vækstiværksætter, så må jeg være livstilsiværksætter, og det label har jeg det ikke godt med. Hvem har i øvrigt brug for at definere iværksættertyper? Det er sgu da åndssvagt. Kan man ikke bare bygge en virksomhed og lade det tage den tid, det har brug for uden at labelere det til døde?

Nutson Avenue er lukket

Nå, men jeg har lige lukket min virksomhed. Det var ret træls. Vi havde desværre ikke mulighed for at sælge vores produkt og måtte lukke ned. Det er en enorm stor mavepuster at bygge et brand og skabe et produkt, som man tror så meget på og kaste det hele ind i ringen som et iskoldt håndklæde, der var klar til kamp.
Mens jeg slikker mine sår, overvejer jeg, hvad jeg har lyst til. Egentlig ikke noget, måske alting. Verden er åben. Det er firstworldproblems på første parket. Alligevel er det svært at finde min plads i tilværelsen. Jeg føler mig ikke berettiget, når jeg ikke bidrager med noget. Jeg har brug for at skabe, men jeg er bange for at spilde mine kræfter igen. Hvad hvis næste projekt heller ikke bliver en succes? Hvor meget tid kan man bruge på at fejle? Hvad hvis jeg er for dum til at lære af mine fejl og løber hovedet mod en mur igen?
Jeg vil forsøge at holde lidt fri og være en overskudsmor for mine børn. Men jeg kan mærke, at der er langt ind til den totale frihed – eksisterer den overhovedet?
UPDATE: Jeg skrev indlægget for tre måneder siden. Dengang så alt sort ud. Jeg lukkede virksomheden og arbejdede minimalt i en måned for at finde ro i livet – og sammen med mine børn. Det er lettere for mig at udgive indlægget nu, fordi det gør mindre ondt at læse. Jeg ved ikke, om du kan bruge det til noget, men det var en forløsning at skrive det. 🙂